VELKOMMEN

På denne side kan du læse i min dagbog, som handler om at leve med depression og angst.

Den er skrevet for at hjælpe dig, som kæmper med de samme problemer.

Bente Petersen

Indlæggelser

Frihedsberøvelse

Ydmygelser

Dagligdagen

Bliver jeg mon rask?

ECT

Brev til psykiatrisk afdeling

Efter indlæggelsen

Indlæggelser

Jeg har været indlagt fire gange på psykiatrisk afdeling. Første gang i 1988 og tre gange mellem 2004 og 2005.

Gode sider ved en indlæggelse er, at der er hjælp at hente hele døgnet. At kunne blive observeret hele tiden. Et værn mod selvmordstanker. Dårlige sider ved en indlæggelse er, at man bliver rykket ud af en naturlig hverdag.

Frihedsberøvelse

En indlæggelse er et indgreb i ens liv. En indlæggelse er også med til at give en lav selvværdsfølelse. Det skyldes, at man er i en svag position. Mange af rutinerne i en afdeling opmuntrer ikke til godt selvværd. Det er en form for frihedsberøvelse i ens liv, lidt som det måske er at være i fængsel. Ens ting bliver undersøgt. Taskerne skal tømmes. Og der bliver kigget efter i lommerne, om der er spidse eller skarpe ting eller medicin. Det opleves uværdigt.

I indlæggelsens første tid har jeg kun haft lov til at forlade afdelingen, hvis der var en fra personalet med. En dag spurgte jeg om lov til at komme i kiosken. På det tidspunkt havde jeg af min psykolog fået lov til at gå ud selv. Det var også blevet skrevet i min journal. Jeg gik så frit af sted. Da jeg nåede elevatoren, kom en sygeplejerske farende hen imod mig. Noget opskræmt sagde hun, at jeg sandelig ikke måtte gå selv. Jeg følte det meget nedværdigende at blive udsat for en sådan behandling. At de ikke havde tillid til mig. Bare hun dog havde sagt undskyld til mig. Det var jo personalet, der ikke var ajourført.

"Så kom jeg endnu engang bag en låst dør" tænker jeg hver gang. Den konstante låsen op og i er til at blive vanvittig af. Alt farligt i køkkenet er låst inde. Det virker nedværdigende hele tiden at skulle bede personalet om at låse op, når jeg har brug for noget.

Ydmygelser

Udlevering af medicin efter behov (PN) virker ydmygende. For der skal man henvende sig til personalet og dernæst stå og vente ved døren til medicinrummet.

Engang, hvor jeg var indlagt, var der seks elever på afdelingen. Til patienternes morgensamling, hvor vi var samlet i dagligstuen, kom de alle seks vadende ind midt under mødet. Senere klagede jeg over dette. Jeg følte mig som en abe i et bur. En objekt, som skulle studeres.

Noget, som kan være generende under indlæggelsen, er uroen i afdelingen. Én, der råber op. Én, som man kan man være lidt bange for. Patienter, der konstant vandrer frem og tilbage på gangen. De er meget enerverende at se på.

Dagligdagen

Der var nogle faste rutiner i afdelingen. Morgensamling for patienter. Her sang vi sammen. Der var så værkstedsarbejde. Gåture med ergoterapeuterne. Men der var også mange timer, hvor der ikke skete noget. Hvordan jeg fik tiden til at gå, ved jeg ikke. Jeg brugte megen tid på at ligge i sengen og havde det dårligt. Der bruges en kolossal energi på angst og depressionstanker. Jeg lå også meget under dynen, hvis jeg havde selvmordstanker. De fleste dage var jeg forpint af sådanne tanker. Det talte jeg meget med personalet om i de første dage.

Under indlæggelserne gik jeg til psykologisk behandling. Jeg husker, at det var rart, at der var afsat en time til snak. Så kunne jeg udøse mit hjerte her.

Jeg var utryg ved, om nu jeg fik den rigtige medicin. Jeg synes, at det var alt for sjældent, at der blev mulighed for at tale med en psykiater.

Når jeg var indlagt, glædede jeg mig til at få besøg. Men når der så var kommet besøgende, var det ofte en belastning for mig. Min mand kom næsten hver aften. Det har været en stor præstation for ham. Han skulle jo også have tid til at passe hus, have og ikke mindst vores hund.

Bliver jeg mon rask?

Tvivlen om jeg kunne blive rask igen drev mig til vanvid. Hvornår bliver det bedre? Kan der komme en dag, hvor jeg er ude på den anden side? Tør ikke tro det. Jeg græder meget. Ved ikke mine levende råd. Jeg er fortvivlet. Jeg kan ikke klare det. Spørger hele tiden personalet, om jeg får det godt igen. Jeg ligger meget i sengen og bruger en kugledyne til at mærke kroppen med.
Angsten har været en smertefuld oplevelse oven i depressionen. Mit hjerte hamrede af sted. Der var uro i kroppen. Stikkende og prikkende fornemmelser i arme og ben. Den meget ubehagelige fjernhedsfornemmelse. Fornemmelsen af, at alt er langt væk. Kan måske sammenlignes med fornemmelsen inde i en osteklokke. Jeg havde meget stress. I perioder blev mit nattøj og sengetøj drivvådt af sved om natten af bare overanstrengelse.

Da jeg fik det lidt bedre, kom tomhedsfølelsen. Der var lige som ikke noget ved nogen ting. Jeg var rastløs. Intet interesserede mig. Gemte mig under dynen. Savnede glæden ved at være til. Da jeg fik det bedre, var personalet ikke så meget omkring mig. Jeg kunne så blive misundelig på andre patienter, der fik meget nærhed af personalet. Jeg syntes stadigvæk, at jeg havde brug for hjælp.

ECT

Under to af indlæggelserne fik jeg elektrochok (ECT). Grunden var, at medicinen ikke hjalp mig ordentligt, og jeg havde det meget dårligt. Jeg var ikke bange for disse behandlinger. Jeg var nærmest ligeglad med, hvad de gjorde ved mig. Jeg håbede på, at jeg døde, når jeg blev bedøvet.

Til en sådan behandling skal man faste fra klokken 24 aftenen før. Når man kommer ind på stuen, hvor ECT-behandlingen foregår, bliver der stukket en kanyle ind i ens hånd. Dette stikkeri var kun en nydelse for mig, for så var der jo noget fysisk, der gjorde ondt. Det kunne få mine psykiske smerter væk for en tid.

Jeg fik store hukommelsesproblemer af behandlingen. Det var især min familie, der mærkede dette. Ja, min mand var bange for, at jeg var blevet dement. Behandlingerne med ECT hjalp mig ikke. Jeg havde kun bivirkningen med hukommelsen.

Brev til psykiatrisk afdeling

Jeg synes, at jeg havde nogle frustrationer efter den sidste indlæggelse i Holstebro. Derfor skrev jeg et brev til afdelingen:

Holstebro den 15.11.2006.

Kære afdelingssygeplejerske

Jeg var patient på afdelingen i april og maj 2006. Her var jeg indlagt med en depression. Jeg har i mange år lidt af depressioner, men har også været fuldstændig rask ind imellem, og jeg har fungeret som sygeplejerske. De seneste tre år har jeg fået pension på grund af, at depressionerne er kommet tæt på hinanden.

Jeg skriver, fordi jeg sidder tilbage med oplevelser under indlæggelsen, som burde havde været tacklet anderledes, da de i dag er lidt af et traume for mig.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg har fået megen professionel hjælp og omsorg under indlæggelsen. Kærlige, indfølende og varme mennesker har også omgivet mig.

Når jeg nu skriver nogle klagepunkter, tænker I måske, at det er typisk for en patient som mig at bruge mine fortrængninger over for personalet. Freud taler jo om, at en del af fortrængningerne er projektion. Alligevel vil jeg gerne fremhæve nogle episoder, som stadigvæk smerter mig.

Jeg lå meget i sengen i fosterstilling. Jeg havde ofte kugledynen over mig. Eller også havde jeg bare pakket dynen maximalt ind under mig selv. Jeg var så depressiv og angst, at jeg desperat havde brug for beskyttelse af mit eget jeg (person). I den situation kommer der en af personalet ind på stuen og kommanderer og river i dynen. Hun siger, at nu skal jeg altså ud af den seng, hvis jeg vil være rask!

Jeg mener altså, at det her er overgreb på en totalt hjælpeløs person.

Der bliver talt ned til mig, som om jeg var et barn eller en umyndig person. Det er kun en hund man tiltaler på den måde.
Det giver endnu en dyk nedad i min depression.

Hvis jeg dog bare kunne løfte mig op, ville jeg være lykkelig. Det er jo det, som mine tanker hele tiden kredser om. BARE jeg dog kunne komme op. Men jeg har forfærdeligt ondt. Den eneste smule hvile, jeg kan få, er i denne position. Jeg havde det jo så ondt, at jeg ønskede mig døden.

Jeg har været indlagt to gange, så personalet må da vide, at jeg ikke ligger under en dyne unødvendigt.

Hvis man ud fra en faglig vurdering ønskede, at jeg skulle mere ud af sengen, skulle det gribes anderledes an. For eksempel med en opmuntrende og støttende samtale. Hjælp til at komme ud af sengen rent fysisk. Lidt frisk mad eller drikke. En vedvarede opmuntring om at det altså bliver godt igen.

Jeg har siden sidste indlæggelse klaret en depression herhjemme. Og min konklusion er, at rigeligt med hvile bevirker, at jeg bliver frisk og rask af mig selv igen. Denne erfaring vil jeg gerne videregive til jer.

Bente Petersen

Efter indlæggelsen

Efter en indlæggelse kommer der en svær tid. Jeg skal klare at være alene. Der er ikke hjælp at hente her og nu. Jeg skal pludselig til at klare flere opgaver end før.

Jeg synes også, at det var svært at møde andre mennesker. Som psykisk syg kommer folk med bemærkninger om ens udseende. For eksempel kan der på samme tidspunkt være en person, der siger: ”Hvor ser du godt ud". En anden siger: "Hvor ser du dog træt ud”. Ja, det kræver noget at komme til at fungere socialt igen. Man må have lidt tyk hud. Og så prøve at være ligeglad. Men hvordan er det nu lige, at man skal sidde for ikke at blive betragtet som for eksempel træt? Ja, sådanne overvejelse kommer der.

Indholdet på denne hjemmeside må kun anvendes efter aftale med Bente Petersen.