Min livshistorie

Fem børn blev født og jeg er nummer to. Jeg blev et barn, som var klemt lidt inde i flokken. Min storesøster kunne meget nemmere klare sig i skolen og i hjemmet. Hun havde en natur, hvor hun sagde nej, hvis noget ikke passede hende. Når vi var alene hjemme, var det altid mig, der måtte tage sig af de små søskende.

Jeg ville så utrolig gerne gøre mine forældre glade og veltilfredse. Det bevirkede, at jeg knoklede rent arbejdsmæssig inde og ude for dem. Jeg husker hvordan mine små fingre så hærgede ud. Jeg kan ikke huske, at jeg fik nogen opmærksomhed med mindre jeg lavede noget praktisk for dem. Den ubetingede kærlighed ville havde været en god psykisk ballast for mig, men den fik jeg ikke.

Jeg legede meget. Det gik især meget ud over dukkerne, som blev vasket så meget, at de mistede farven. Jeg lavede en dukkevogn af papkasser. Jeg kan huske, at vi senere fik en rigtig rød dukkevogn. Jeg syede dukketøj til mine dukker. Jeg tænke meget på det selv at få børn. Jeg havde en drøm om, at de skulle havde et perfekt liv. Altid være glade.

Min skoletid var ikke en lykkelig tid, måske bortset fra første klasse. De første år i skolen holdt jeg sammen med Mona. Hun var heller ikke perfekt. Hun tissede nemlig i bukserne. Det var hun meget flov over. Jeg følte mig på mange måder tryg sammen med hende. Jeg havde jo også leget sammen med hende som barn. Jeg følte mig ikke tryg i skolen. Det var kun hjemme hos mine forældre, at jeg var glad - det meste af tiden i hvert fald.

Jeg led meget af halsbetændelse og var syg i lange perioder. Jeg voksede ikke som jeg skulle. Som 10 årig fik jeg mandlerne fjernet. Da jeg lå på sygehuset, fik jeg en flot trøje af mine forældre. Den var meget moderne, så jeg var stolt af den. Jeg havde også min kære dukke med. Jeg var indlagt længere end sædvanligt. Jeg havde høj feber. Da jeg kom hjem fra sygehuset, sov min mor ved siden af mig. Jeg lugtede ud af munden af gammelt blod, så min mor ville kun ligge med ryggen til mig. Det kunne jeg ikke forstå dengang, men nu kan jeg da godt forestille mig, at lugten må havde været slem. Da halspinen var ovre, fik jeg en meget slem hovedpine. Jeg havde konstant bihulebetændelse. Når jeg cyklede på grusvejen, gjorde det meget ondt i mit hoved. Jeg blev røntgenfotograferet for at se, om jeg havde en tumor.

En lærer fik øje på min dårlige trivsel i klassen. Vi havde hende til regning. Hun kunne godt se, at jeg var et forknyt barn. Hun viste mig megen kærlighed. Smilte meget til mig. Men en dag var hun syg. Senere fik vi at vide, at hun havde brystkræft. Men hun kom så i skole igen, så jeg troede ikke, at hun stadigvæk var syg. Men det var hun, og en dag til morgensamling fik vi af skoleinspektøren at vide, at hun var død. Min verden brød helt sammen. Det var et kæmpe tab for mig. Nu var der endelig en lærer, der så mit behov, og så forlod hun mig. Jeg gik i femte klasse da. Jeg kan huske, at vi sang ”Altid frejdig når du går”. Det var hendes yndlingssalme. Så blev vi sendt hjem fra skolen. Det var dengang da næsten alle børn kom fra landet.

Da jeg kom i 7. klasse, blev jeg drillet meget af en af klassens drenge. En dag sparkede han mig på halebenet med sin jernbeslåede træsko. Det gjorde afsindigt ondt. Jeg har den dag i dag stadigvæk ondt, når jeg sidder i længere tid på en stol.

Når jeg tænker på min skoletid, kan jeg ikke forstå, at jeg måtte så meget ondt igennem. Sådan noget burde være undgået. Men måske opdagede mine omgivelse ikke, hvor meget jeg led. Måske har noget af min depression med det at gøre.

Depressioner som barn

Ved denne indlæggelse fik jeg min første antidrepressive medicin. Det hjalp godt. Jeg fik også mange psykologiske samtaler.  

Jeg blev rask på medicinen, som også hjalp mig ud af min angst. Jeg var glad og kunne klare det herhjemme og arbejde som sygeplejerske. 

Et bosted til vores søn

Da vores ældste søn kom i 8. klasse, blev han syg. Han blev meget psykisk dårlig. Vi var igennem utallige samtaler. Ungdomspsykiatrisk afdeling konkluderede, at "han har ondt i livet". Jeg syntes, det var pinligt, at en professionel behandler ikke kunne sige andet end en floskel.

Efter denne samtale blev jeg meget vred. Nu måtte de altså undersøge den dreng ordentligt. Det gik de med til. Han fik diagnosen Aspergers syndrom.

Nu var det pludselig ikke vores skyld længere, at han havde det dårligt. Diagnosen var en befrielse for ham og os.

Som tiden gik, blev vi mere og mere klar over, at han måtte flytte hjemmefra for at kunne få den bedste behandling og et godt sted at bo. Han var også blevet 22 år. I den forbindelse kom jeg til at stå i spidsen for oprettelsen af et nyt bosted for unge med Aspergers syndrom. Bostedet blev knyttet til Kristelig Handicapforening. Det tog 4 år at få det projekt op at stå. Bofællesskabet Frøjkgården blev taget i brug i 2003. 

Kort tid efter at projektet var færdigt, blev jeg ramt af en dyb depression pga. overbelastning. Jeg var udbrændt. De følgende to år (2004-2005) var jeg indlagt på psykiatrisk afdeling tre gange.