Andres tanker

Datter på 23 år

Søn på 27 år

Andres tanker

Datter på 23 år

At have en mor, der er deprimeret, gør utroligt ondt indeni. Ens forældre er ens livsgrundlag, og hvis en af dem har det dårligt, kan det ikke undgås, at man som barn bliver påvirket af det. Jeg har altid set min mor som en meget stærk person, der kunne klare alt i hele verdenen. Derfor er det også meget ubehageligt at erfare, at min mor lige pludselig ikke er så stærk alligevel. At det at gå en tur med hunden eller købe ind pludselig synes som en total uoverskuelig opgave for hende. I børns verden er det mest ”normalt” hvis moren er den stærke, og når man så begynder at føle, at man selv er stærkere end sin mor, er det helt forkert. Helt automatisk kommer man jo til at tage sig af sin mor, selv om det var hende, der burde tage sig af mig.

Det skal lige siges, at jeg ved, at min mor har anstrengt sig så godt hun overhovedet kunne for at være der for mig, men det kan bare ikke undgås, at rollerne bliver byttet lidt om, når ens mor er deprimeret.

En af de ting, der gør det hårdt at have en mor, der er deprimeret, er usikkerheden. Usikkerheden omkring hvor meget hun nu orker i dag. F.eks. ”kommer hun med til fødselsdag, eller har hun det for dårligt?” Ofte kan det kun afgøres nogle få timer inden man tager af sted, og det kan godt være lidt anstrengende ikke at vide, hvor man har hende. Når min mor og jeg arrangerer et eller andet sammen eller med familien, så er det som om jeg på forhånd regner med, at det bliver aflyst. Sikkert for at beskytte mig selv for at blive skuffet.

En anden usikkerhed som følger med depression er, at man aldrig ved, hvordan stemningen er, når man træder ind ad døren.

Når jeg ser min mor lide, er der ikke noget, jeg ønsker mere end at hjælpe hende og lindre hendes smerte. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gøre et eller andet for at hun kunne få det bedre. Eller bare give hende så stort et knus, at hendes smerte ville forsvinde og hun ville blive fyldt af glæde i bare et halvt minut.

Der var en periode, hvor jeg prøvede at gøre alt for at opmuntre hende. Jeg gav hende blomster, breve, tog hende med på café osv. Jeg ved, det gjorde hende glad, men hun fik det jo ikke bedre i længden. Når det ikke lykkes en at få hende til at få det bedre, føler man en overvældende følelse af hjælpeløshed. Før eller senere indser man, at man rent faktisk ikke kan gøre noget, og det er en pine. Selvfølgelig kan man prøve at være der for hende, men man kan ikke få hendes depression til at forsvinde.

En følelse, som tit dukker op i mig, er en vrede mod min mor. Jeg bliver hurtigt irriteret og vred på hende, hvilket gør mig ked af det. Der er ikke noget jeg ønsker mere end at støtte hende, og så gør jeg lige nøjagtig det modsatte – giver hende modstand. Jeg tror min vrede skyldes sorg. En sorg over at hun ikke har det godt – og så bliver denne sorg vendt til en vrede. Vrede er nemmere at håndtere end sorg, og derfor bliver jeg tit vred. Vreden giver dog en enorm dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at det er det sidste, hun har brug for. Heldigvis er min mor og jeg ærlige over for hinanden, og derfor fortæller jeg hende også, at jeg ikke er vred på hende, men bare frustreret, hvilket hun godt forstår og også bærer over med.

Min mor har været indlagt 3 gange. En af gangene fik hun chokbehandling, hvilket jeg ikke brød mig om. Jeg havde ikke så meget imod selve behandlingen, men mere det, at jeg følte hun ændrede personlighed. Hun begyndte at glemme ting og ændrede generelt personlighed på flere punkter. Det er yderst ubehageligt når man føler, at ens mor pludselig ikke er den mor man kender så godt. Jeg blev meget nervøs for, at hun skulle ændre personlighed permanent, men heldigvis blev hun sig selv efter et stykke tid.

Generelt er det ikke rart at have en mor, der er indlagt. I starten fortalte jeg ingen om det, fordi jeg var flov over det. Mange har jo fordomme om ”den lukkede”, og jeg ønskede ikke, at de skulle tænke noget dårligt om min mor. Jeg følte bestemt ikke, at min mor hørte til på en afdeling, hvor hun i perioder blev overvåget i døgndrift, og hvor hun ikke måtte gå ud. Nogle af de andre patienter var meget mærkelige, og jeg blev meget ked af, at min mor skulle ligge der blandt dem.

I de perioder, hvor hun har været indlagt, har jeg været meget vred på hende. Det skyldes nok igen denne sorg, som man så takler ved vrede.

Dengang min mor havde det dårligst, vidste jeg, at hun gik rundt med selvmordstanker. Dels kunne jeg regne det ud, og dels fortalte hun mig en smule om det. Jeg er egentlig glad for, at hun var åben omkring det, for jeg kunne jo godt regne ud, at hun havde sådanne tanker, om hun sagde det eller ej. Men det at vide, at ens mor ikke har lyst til at leve mere, er faktisk utrolig hårdt. ”Hvorfor vil hun ikke være her mere? Er vi børn ikke glæde nok her i livet?” er nogle af de tanker, jeg fik. Jeg ved godt, hun elsker os børn meget, og derfor er det svært at forstå, at blot vores tilstedeværelse ikke kan være nok til at elske livet. Men jeg tror, at det at hun har os børn, har været med til at holde hende i live, det har hun i hvert fald selv sagt. Jeg har bare følt mig enormt hjælpeløs over for hendes selvmordstanker. Jeg kan jo ikke få dem til at forsvinde fra hendes hoved.

Jeg har i perioder været ret bange. Jeg har til tider været bange for at åbne døren til huset, når jeg kom hjem, af frygt for at finde min mor død, og mit hjerte begyndte at hamre, hvis hun ikke svarede med det samme på mit ”Hej”. Andre gange har jeg været lidt nervøs, hvis jeg kunne høre hende ude i køkkenet om natten, for tænk hvis jeg fandt hende død derude næste morgen. I perioder har jeg haft mareridt om at hun begik selvmord, så jeg havde lyst til at gå ind i soveværelset og tjekke, at hun stadig lå trygt i sin seng. Alle disse tanker er utrolig hårde og usunde at gå rundt med, men heldigvis har jeg kun tænkt disse tanker i meget få og korte perioder.

To år inde i min mors depression valgte jeg at flytte hjemmefra. Ikke så meget pga. depressionen, men fordi jeg havde lyst til at flytte til Århus. Dog synes jeg faktisk, det var lidt svært at forlade mit hjem, når tingene stod sådan til.

Når man nu beskriver en depression, er der ikke meget positivt at fortælle. Derfor kan alt det, jeg har skrevet, hurtigt tegne et negativt billede af min mor, hvilket ikke er hensigten. Min mor er en utrolig kærlig og dejlig person, som trods svære tider har været en utrolig god mor for mig. Trods hendes egne lidelser har hun altid været opmærksom på, hvordan jeg har det, og har altid været klar til at lytte. Selvom jeg nogle gange kommer i tvivl, så ved jeg inderst inde at hun nok skal få det godt igen. Jeg både håber og beder til, at hendes smerter må lindres.

Mor, jeg ville aldrig ønske en anden mor end dig. Du har virkelig gjort det godt. Tak for al den omsorg og kærlighed du har vist mig. Du er en fantastisk mor, og jeg elsker dig utrolig højt.

- Judith

Søn på 27 år

At have en mor med depression kan have både gode og dårlige sider. Noget af det værste er, når man kommer på besøg og ikke ved, om det går godt eller dårligt. Usikkerheden kan være lammende, fordi jeg som mange andre holder meget af mine forældre. Jeg håber/beder til, at det går godt den dag, jeg kommer, fordi det er mest hyggeligt og opmuntrende, når det går godt.

Mit største ønske og håb er, at depressionen forsvinder helt. Hellere i dag end i morgen. Det vil være vidunderligt med en mor, som altid er stabil, selv om vi også elsker hende, når hun ikke har det godt. Når jeg af hele mit hjerte ønsker, (ligesom resten af familien far, søster og bror) at hun må blive 100% rask, er det fordi vi elsker vores mor og det er meget naturligt, at man ønsker det bedste for ens nærmeste. 

Jeg synes, det er fint, at hun er førtidspensionist, fordi hun så er hjemme meget af tiden ligesom jeg selv er. Det er rart som førtidspensionist, at man kan holde sammen. Hvis begge ens forældre er udearbejdende fuldtids, kan det være ensomt, når man som jeg er hjemme det meste af tiden.

Nogle gange kan det være svært at forstå depression. F. eks. kan det være super godt vejr og solen skinner, og så kan det være svært at forstå, hvorfor den deprimerede ikke kan nyde det. Det kan også være svært at forstå depressionen, fordi når jeg selv har problemer, er det noget meget konkret, som man kan forsøge at ændre på. Man kan føle sig magtesløs over for depressionen, fordi det kan følges vanskeligt ene mand at skulle ændre på det.

Jeg er ofte meget frustreret over, at de professionelle ikke kan hjælpe noget bedre. Håbet er, at de kan finde mirakelkuren, som kan ændre tingene for altid. Jeg synes ikke, at de professionelle bruger tid og ressourcer nok på at hjælpe. De burde bruge mere tid på depression, fordi der er så mange, som er deprimerede i Danmark. Det er en folkesygdom lige som gigt og allergi. Derfor burde man vægte forskningen meget højere. Alle danskere kender en eller anden person, som har problemer med psyken. Håbet er, at der kan findes bedre medicin, så min mor kan hjælpes endnu bedre.

Omkring en indlæggelse kan der være mange bekymringer. Det er ikke en særlig rar situation at være i. Bekymringerne kan være for Molly (hunden) og min far. Hvordan klarer de sig? Og for mit eget vedkommende, at jeg ikke kan cykle hjem på besøg eller hvor lang tid vil indlæggelsen tage? Der kan være en masse usikkerhedsmomenter, som kan være ubehagelige. Under en indlæggelse kan jeg være ekstra bekymret, fordi det ikke er naturligt, at nogen man holder af er på et sygehus. Psykiatrisk afdeling kan også være et hårdt sted at besøge. Det ville være nemmere at være hjemme. Jeg glemmer ofte, at det kun er for det bedre.

Indholdet på denne hjemmeside må kun anvendes efter aftale med Bente Petersen.