Dagbog

Kapitel 1

Fire døgn i sengen Vintergækken  Selvmordstanker Nattevågen

Kapitel 2

Psykiater
Ny medicin
Lysskærm

Kapitel 3

Træthed

To trætte øjne

Morgenbordet

Mørkets dal

En rose midt i smerten

Fjorten skjorter

En glad dag

Motion

Mail til en veninde

Kapitel 9

Sådan er det gået

Kapitel 7

Ud at rejse

Den 29/4. I morgen skal jeg til Rom sammen med vores ældste søn Martin. Jeg har mange tanker om, hvad jeg nu skal gøre, hvis jeg bliver dårlig under rejsen. Er bange for angsten og angstanfaldene, hvis de skulle komme. Angst for angsten ligger og lurer i mit baghoved. Hvorfor skal min sygdom også ødelægge glæden ved livet? Glæden ved at skulle rejse på ferie. Mange mennesker glæder sig i dagevis til en rejse. Hvorfor skal min sygdom fylde så meget i mine tanker og i mit liv? Den hindrer mig i at have en god livskvalitet. Jeg ved godt, at mennesker, der lider af noget fysisk, også bliver hindret i at leve et normalt liv. Men det er mere synlig og nok også acceptabelt, når det er noget fysisk. Ved psykisk sygdom tænker man selv (og omgivelserne) let sådan, at hun må da kunne tage sig sammen. Og sådan tænker jeg da også selv. Jeg forlanger det ofte af mig selv. Jeg håber, at rejsen på en eller anden måde må blive god trods min lidelse. Nu tager jeg af sted og trodser angsten og depressionen.

Omkring et bord

Den 9/5. Det var en ubehagelig oplevelse, jeg havde idag. Jeg sad omkring et bord sammen med seks andre personer. Jeg oplevede rigtigt meget angst. Måtte forlade bordet et par gange for overhovedet at kunne gennemføre måltidet. Min mave gjorde knuder og det gjorde ondt i den. Jeg skiftede hele tiden stilling. Jeg klamsvedte. Følte mig i en anden verden end de andre. Hvor angst dog er en ond følgesvend. Heldigvis har jeg haft mange dage uden angst. Men det er ubehageligt at opleve igen.

19/5. Åh, jeg er bare så træt. Når jeg fortæller andre, at jeg er træt, så siger de ofte, at det er de også. Ja, alle er trætte, men kan som regel fungere alligevel. Men jeg er så træt, at jeg kun kan lægge i sengen. Nu har jeg sovet et helt døgn - uden mad og vist kun vågnet op en gang. Jeg er stadigvæk træt. Med en degression kommer der en træthed, som er langt mere intens end den raske oplever.

Vi skal have gæster. Det er meget svært for mig at gøre klar til dette. Jeg synes, at hver en lille ting, som skal gøres, er uoverkommelig. Nu har jeg lige været på cykel til et center. Her købte jeg de kager, vi skulle have. Jeg har også fået bordet dækket. Mangler at rydde op i huset. Men hvor ting, som andre "bare" gør, dog tager på mine kræfter. Selve det at have besøg er jeg nervøs for. Men det kan andre raske også være. Så helt unormal er jeg nok ikke. Jeg håber, at det går godt i aften

Tilbagefald

30/5. Jeg har det bare så skidt idag. Ligger meget under min dyne. Jeg har ellers haft mange gode dage. Det, at jeg mærker angst og uro igen, gør mig bange. Jeg orker næsten ikke lave aftensmad til mig og min mand. Jeg håber, at det lykkedes for mig. Jeg vil så gerne få familien til at fungere trods mine ubehag. Når jeg løfter mig fra en stol, bliver jeg svimmel. Det er ubehageligt. Jeg ved fra andre gange, hvor jeg har haft det dårlig, at jeg kan opleve svimmelhed, når jeg har det dårligt. Efter en god periode slår det mig meget ud med et tilbagefald. Bliver det slemt igen? Får jeg det godt igen? Og hvor lang tid vil nedturen vare? Hvordan kan jeg virke mest rask, så det påvirker familien mindst muligt. Når jeg har det dårligt, føler jeg, at jeg skal tage mig meget sammen. Hver et lille gøremål er uoverskueligt. Men jeg prøver at gøre det mest nødvendige.

Gå til næste kapitel

Indholdet på denne hjemmeside må kun anvendes efter aftale med Bente Petersen.