Dagbog

Kapitel 1

Fire døgn i sengen Vintergækken  Selvmordstanker Nattevågen

Kapitel 2

Psykiater
Ny medicin
Lysskærm

Kapitel 3

Træthed

To trætte øjne

Morgenbordet

Mørkets dal

En rose midt i smerten

Fjorten skjorter

En glad dag

Motion

Mail til en veninde

Kapitel 9

Sådan er det gået

Kapitel 1

Nu gør hunden i baggangen, hvordan kommer jeg ud af sengen? Den skal jo tisse. Hvis jeg ikke kommer ud at lufte den i haven, så tisser den på gulvet i baggangen. Rengøring efter det sidste ville være en større anstrengelse end at lufte den. Så jeg vakler ud af sengen. Jeg er svimmel, det sortner for mine øjne. Besvimer jeg nu eller hvad sker der? Jeg kommer dog ud i baggangen, får døren lukket op til haven. Råber efter Molly at den skal skynde sig at tisse, ”Tis så, tis så”. Jeg synes det varer en evighed inden den finder den rette busk at tisse op af. Endelig er det overstået, jeg får den ind i baggangen ved at lokke med mad. Den kommer så. Nu kan jeg ånde lidt lettet op og lukke døren ud til hunden igen. Jeg vakler herefter ind i sengen igen. Nu putter jeg en ekstra dyne omkring min krop. Det lindrer lidt, jeg kan bedre mærke mig selv igen.

Men der er ikke meget ro i mit hoved. Der skal senere laves aftensmad. Jeg har også en ægtefælle, hvor jeg skal prøve at leve op til at være en god ægtekone. Hvis jeg stadigvæk ligger i sengen, når han kommer hjem, ja så lægger jeg byrder på hans skulder i form af bekymringer. Han kommer kl. 17:00. Jeg har i mellemtiden fået kræfter til at komme ud af sengen. Vores søn Daniel på 23 år er nemlig kommet hjem. Han spørger bekymret til, om jeg lige har sovet. Han kan med det samme se, at jeg ikke har det godt. Han går hen imod mig. Jeg ved ikke helt, hvad han vil gøre. Men han giver mig et langt og varmt knus. Han vil ligesom ikke slippe taget i mig igen. Det er som han siger: ”Mor, vi kan og vil ikke undvære dig”. Jeg tænker på de sidste døgn, hvor selvmordstanker har kørt rundt i mit hoved. Jeg bliver helt ked af, at jeg tænker sådan noget. Der er mange, som har brug for mig. Og det er ækelt og en ”katastrofe” hvis jeg døde.

Jeg er oppe da min mand kommer ind ad fordøren. Han kan se, at jeg har det bedre end i går. Siger senere spontant, at hans mavepine er over, men du har det jo lidt bedre. Her i aften letter min depression. Jeg tager med til generalforsamling i missionshuset og det går godt.

Den 23/2. Vågner op her til morgen. Da jeg lufter Molly kan jeg høre fuglene synge og se, at solen skinner. Jeg tør næsten ikke tro, at jeg kan få en god dag. De sidste fire dages rædsel sidder dybt i mig.

Jeg ser den første vintergæk spire frem. Den er så ren og yndefuld. Den har faktisk en meget tynd stilk, hvorpå blomsten sidder. Men den kan holde sig ren og hvid trods regn og rusk. Den brækker heller ikke over af at blæsten hærger. Jeg vil i dag prøve at tænke på vintergækkens styrke. Håbe på, at lidt af dens styrke kan være et bevis for mig på, at livet kan blive godt og stabilt igen.

 

Selvmordstanker

 

Den 26/2. Hej igen dagbog. Ja, at jeg skriver lige nu er ikke fordi jeg har haft det godt siden sidst. Mine tanker har kredset omkring døden. Selvmord, selvmord, det ville være en udvej, som ville være ja næsten dejlig og nem, så kommer jeg da ud af den forfærdelig pine, jeg er i. Det kan næsten være en tiltrækkende tankegang. Og så piner det mig alligevel. Jeg tænker konkret på, hvad jeg vil gøre. Det skal være et effektivt selvmord. Jeg har ikke lyst til at skrive helt konkret, hvilken metode jeg vil bruge. Det er dog for privat og pinligt. Når jeg har det lidt bedre, er jeg flov over, at jeg har tænkt sådanne tanker. Ja, jeg kan næsten ikke forstå, at jeg kommer så langt ud. Når det er sådan, er jeg virkelig syg. Det er jo vanvid med disse tanker. Jeg tænker også næsten hele tiden på, at jeg aldrig bliver rask igen. Så derfor kan jeg ligeså godt gøre en ende på livet.

Som om det ikke er nok med depressive tanker, så har angsten stukket sine smertende nåle ind i min krop. Det gør virkelig ondt, ikke sådan kun fysisk. Jeg har svært ved at forklare i ord, hvordan det føles. Det er en meget intens psykisk smerte. Jeg føler, at jeg er ved at blive vanvittigt i hovedet. Angsten fylder mine tanker så der næsten ikke er plads til mere. Rent kropslig er hver en muskel  anspændt. Jeg kan næsten ikke bevæge mig, fordi at jeg er stiv af angst. Når jeg kigger mig selv i spejlet, er mine ansigtstræk stive. Jeg kan slet ikke lide at se mine øjne. Jeg er sort omkring øjnene. Mine øjne stirrer. Jeg er rent ud sagt stiv i blikket.

Ellers har jeg i dag ligget meget i sengen og ikke orket andet. Men i aften er sindet lysnet. Ja, det er som at der er en lysningsperiode om aftenen. Jeg kan sidde i en stol og nyde livet. Hører nu igen uret i stuen tikke. Nu kan jeg mærke en atmosfære i stuen. De naturlige lyde. Det har der slet ikke været plads til i mine mørke tanker. Jeg kan næsten ikke nænne at gå i seng. Bare tanken om at jeg kan vågne op og være i det sorte hul igen.

For resten ringede en veninde og fortalte, at hun havde sådan bedt om, at jeg måtte få det godt i dag. Så Gud hører altså bøn. 

 

Nattevågen

 

Den 27/2. Klokken er 5:00 og jeg vågner op som sædvanlig. Ærgerligt, at jeg sådan skal vågne om natten. Men de kloge siger, at uregelmæssig søvn hører depressionen til. Men jeg ligger i sengen og kan mærke, at min puls dunker i hovedet. Det er ubehageligt. Jeg er ikke bange for, at jeg fejler noget med hjertet eller andet. Det er jeg heldigvis fri for. Der er ellers mange, der må døje med sådanne tanker. Men jeg siger så til mig selv: ”Godmorgen angst, så er du allerede vågnet”. Jeg ligger stille og prøver at få lidt styr på pulsen igen. Jeg trækker vejret helt ned i maven. Det hjælper at tænke på noget andet.

 

Men jeg går alligevel op af sengen og spiser noget og drikker mælk dertil. Herefter skynder jeg mig ind under dynen igen. Jeg vil hurtigt falde i søvn igen, så dagen ikke bliver så lang. Tanken om få mange vågne nattetimer skræmmer mig frygteligt. Så vil jeg synes, at tiden ville gå langsomt, og så vil angst og depressionstanker rigtigt få plads i mit sind.

De fleste nætter vågner jeg også klokken 2. Jeg ved så, at jeg ikke kan sove igen. Så jeg tager en større dosis afslappende (men ikke vanedannende) medicin. Det falder jeg i søvn på igen.

 

 

Gå til næste kapitel

Indholdet på denne hjemmeside må kun anvendes efter aftale med Bente Petersen.