Dagbog

Kapitel 5

Det går op og ned

Hvordan kan jeg?

Døden nær

En bedring

Sorgen

Livet i en tåge

Jeg kører hjemmefra i god tid. Det sner udenfor. Og jeg har som følge af mine mange depressioner mistet noget af min ellers så gode orienteringssans. Jeg skal have god tid til at køre forkert. Jeg vil så nødigt komme for sent, da jeg ikke vil miste bare et minut af min konsultation, som i øvrigt kun varer en halv time.

Jeg har en af mine bedre dage. Men alligevel er jeg nervøs. Må flere gange sige til mig selv, at nu skal du altså være opmærksom i trafikken, når du kører bil. Min krop er spændt. Får jeg nu rigtig fortalt, hvordan jeg har det? Vil jeg møde forståelse? Mine tanker om, at jeg aldrig bliver rask igen, hvad vil han svare på dette spørgsmål? Hvordan er min prognose? Mine selvmordstanker hører  sammen med, om der kan gøres nye tiltag i min behandling. Lige nu føler og tænker jeg på, at mit tilfælde er håbløst.

Min psykiater tager vel imod mig. Han kender mig utrolig godt. Jeg har kendt ham fra min første depression som voksen. Det er i tyve år. Imellem mine depressioner har jeg ikke haft den store kontakt med ham. Jeg har fået antidepressiv  medicin. Men jeg havde det jo godt, så det var kun, når jeg skulle have flere piller, at jeg havde kontakt med ham. Men det er meget betryggende med en psykiater der kender en så godt. Han ved, at jeg ikke bare skaber mig, men at jeg er et kæmpende menneske.

Spændt spørger jeg om min prognose. Til det svarer han, at jeg helt sikkert får det godt igen. At han ikke i sine tyve år som psykiater har opgivet nogen patienter. At alle har fået det godt igen. Jeg tænker så i mit stille sind: "Men hvornår bliver det min tur til at få det godt?"

Han fortæller mig om nye, velundersøgte resultater, der har vist, at lysbehandling sammen med vågenterapi skulle kunne rive en ud af depressionen. Jeg skal så anskaffe mig en lysskærm. Men det er en lille ting i forhold til udsigten til at få det bedre. Da jeg kom hjem og fortalte min mand om anskaffelsen af skærmen, sagde han spontant, at han gerne vil give hele vores formue for en skærm, hvis jeg kunne få det godt ved det. Så denne behandling går jeg i gang med så snart, jeg har anskaffet mig en. Desuden skal jeg prøve noget ny antidepressiv medicin. Det skulle virke på en anden måde end det, jeg får nu. Min konsultation er slut og jeg går fra ham med fortrøstning om, at der kan gøres noget i mit tilfælde.

På vej hjem skal jeg omkring apoteket. Jeg synes ikke, at personalet er diskrete nok ved betjeningen. Jeg har altid svært ved at komme ind på apoteket. Jeg er så bange for, at nogen, jeg kender, skal se hvad medicin jeg får. Det synes jeg er yderst privat. Jeg får jo meget, og det er flovt, hvis andre ser det. Jeg tager altid en stor taske med ind på apoteket, så jeg ikke skal gå ud med en stor fyldt pose med apotekets navn på. Grunden til, at jeg er så forsigtigt med min medicin er, at jeg kender mange, da jeg jo er sygeplejerske. Men i dag slap jeg heldigvis for at møde nogen kendte.

En gang, da jeg var inde på apoteket, stod en sygeplejerske kollega ved siden af mig. Det første jeg sagde til ekspedienten var, at jeg ønskede diskretion. Hun kom så pillerne ned i posen, inden hun kom hen til skranken.

 

Ny medicin 

 

Den 1/3. Nu er det altså, at jeg skal tage min nye medicin for depression. Pillen ser giftigt ud med sine lyse- og mørkegrønne farver. Jeg er bange for, at jeg ikke kan tåle den, altså ikke på grund af farverne men indholdsstoffet. For en måneds tid siden afprøvede jeg et andet nyt stof. Det skulle virke imod kronisk angst og uro. Men hvad tror du, at den gjorde ved mig? Jeg blev angst og urolig i en grad, jeg ikke havde prøvet før. Ja, så læser jeg på indholdspakningen, at bivirkningerne er angst og uro. Jeg måtte ud af disse piller igen hurtigst muligt.

 

Det tog fjorten dage inden medicinen var ude af min krop. I disse dage måtte jeg gemme mig under dynen for bare at holde tilstanden nogenlunde ud. Forstår du, at jeg er bange for ny medicin? Men jeg har ikke andre udveje, da jeg jo stadigvæk ikke har det godt. Derfor er jeg nød til at prøve noget ny medicin. Jeg har meget svært ved at tåle medicin i det hele taget. Så der er afprøvet mange slags igennem tiderne. Min psykiater siger, at jeg skal have større mængde medicin end de fleste. Jeg optager det ikke så godt i kroppen. Der skulle være meget forskel  på, hvordan mennesker absorberer medicin.

 

Lysskærm 

 

Den 2/3. Nu har jeg lige siddet foran lysskærmen den halve time, som en lysbehandling varer. Jeg er noget spændt i kroppen. Angsten prøver at gøre sit indhug i mig. Men det er nu ikke lysbehandlingens skyld. Det er min morgenvånde. For hvad vil en ny dag bringe mig af smerter, eller måske skal jeg håbe på lidt lykke i dag. Jeg bestemmer at jeg vil det sidste. Et gammelt latinsk ordsprog siger ”Frygt intet, håb alt”. Jeg vil bestræbe mig på at give håbet plads i mit sind i dag.

 

Medens jeg sidder foran lysskærmen  læser jeg i bogen ”Lys i livet” af Jane Aamund. Bogen omhandler hendes liv med forskellige kræftsygdomme. Hun omtaler sine livskriser, glæder, smerter eller nærmere sagt pinsler og sorg. Jeg kan genkende mig selv i hendes beskrivelser. Dog er det fysiske ting, hun har fejlet. Men al sygdom har noget til fælles, så det gør godt at læse i denne bog.

 

 

Gå til næste kapitel