VELKOMMEN

På denne side kan du læse i min dagbog, som handler om at leve med depression og angst.

Den er skrevet for at hjælpe dig, som kæmper med de samme problemer.

Bente Petersen

Dagbog

Kapitel 1

Fire døgn i sengen Vintergækken Selvmordstanker Nattevågen

Kapitel 2

Psykiater
Ny medicin
Lysskærm

Kapitel 3

Træthed

To trætte øjne

Morgenbordet

Mørkets dal

Kapitel 4

En rose midt i smerten

Fjorten skjorter

En glad dag

Motion

Kapitel 5

Det går op og ned

Hvordan kan jeg?

Døden nær

En bedring

Sorgen

Livet i en tåge

Kapitel 6

Psykologisk samtale

Forårssolen

Et skænderi

Kapitel 7

Ud at rejse

Omkring et bord

Træt

Tilbagefald

Kapitel 8

På VUC

Tomhed

Mail til en veninde

Kapitel 9

Sådan er det gået

Kapitel 4

En rose midt i smerten

Den 8/3. Hej dagbog. Jeg har en dag, hvor jeg næsten ikke kan være oppe af sengen. Når jeg står op, svimler det for øjnene. Jeg har så frygtelig meget brug for dynen. Jeg tror, at det er fordi, at jeg mangler afgrænsning af kroppen. Jeg har svært ved at mærke min krop, når jeg har det skidt. Også i dag tænker jeg meget på, om jeg nogensinde bliver rask igen. Jeg synes, at det tager alt for længe. Men min psykiater siger, at jeg nok skal få det godt igen. Det må jeg prøve at holde fast ved.

Mens jeg lå i sengen her i formiddag ringede det på døren. Jeg vaklede ud af sengen. Var lige ved at besvime; det sortnede for øjnene. Sådan får jeg det, når jeg har det dårligt. Men uden for stod en blomstermand med en rose. Tak, det var lige det jeg trængte til i dag.

Det går mere og mere op for mig at det må være en belastning at være pårørende til en, der har psykiske lidelser. Jeg har oplevet nogle episoder som fortæller mig, at det må være svært.

En dag havde jeg skrevet en mail til min mand om han kunne være hjemme senest klokken 16:45 fordi jeg skulle på biblioteket og derfor bruge bilen. Jeg ombestemte mig og tog i stedet bybussen. Det var tæt på det tidspunkt, at han skulle være hjemme. Han kom så hjem og kunne ikke forstå, hvor jeg var henne. Da jeg senere kommer hjem, fortæller han, at han havde været bange for, om jeg havde begået selvmord. Han fandt nemlig huset tomt og vidste ikke, hvor jeg var. Tænk at skulle bekymre sig om det! Jeg havde forinden haft nogle depressive dage i sengen. Og som han fortæller, så havde han hørt, at når man er ved at komme ovenpå, er der større fare for, at personen tager sit eget liv. For man har fået kræfter til at gøre noget ved den tilstand, som man er i.

Der er ofte aftaler, som må tilsidesættes grundet at jeg har det dårligt. Det kan være, at angsten hindrer mig i at gennemføre et besøg. Det er i det hele taget svært at planlægge i familien. Der kommer ofte et "hvis nu Bente har det godt, så kan vi komme". Det er svært at være pårørende til en depressiv person. Ja det kan også være trist at skulle sidde den ene aften efter den anden selv i den stue, hvor jeg ligger og sover.

Fjorten skjorter

Den 12/3. Ja, det er ikke fordi, at jeg har glemt dig dagbog. Jeg har tænkt så mange dødstanker her den sidste tid. I går strøg jeg 14 skjorter til min mand. Jeg tænkte så syge tanker, at hvis jeg tog mit eget liv, så skulle han ikke tænke på at få strøget skjorter med det første. Det er mærkeligt med ens tankegang. Det synes grimt, ækelt, forbudt at sige tanker omkring døden. Måske er det derfor, at jeg ikke kan finde noget læseligt omkring disse forestillinger. Her tænker jeg på tanker omkring selvmord. Eller også har mennesker det så dårligt, at de ikke er i stand til at skrive noget ned i disse situationer.

Skuespilleren Henning Jensen holder foredrag omkring sin depression. Jeg ved fra andre, at han taler meget ærligt og medrivende om denne periode i sit liv. Jeg har hørt, at det først for alvor gik op for ham, hvor dårligt han havde det, da han sad i sit egen afføring i en stol. Han orkede engang ikke at gå på toilettet. Ja, så langt kan et menneske komme ud. Jeg kan godt forstå, at folk skjuler tanker om selvmord for andre. Hvis man selv har det godt, er det ikke til at forstå, at der kan tænkes på en sådan måde.

I en bog der hedder ”Spor i sandet” står der ”2 spor i sandet – nu 1 spor – forlod Gud mig? Nej, han bar mig det stykke!” Det må være det, der sker, når jeg har selvmordstanker. Jeg har jo heldigvis aldrig gjort mig selv ondt. Jeg tror på, at Gud bærer mig igennem de svære dage. Men jeg er stadigvæk bange for at komme ud på kanten af livets afgrund.

En glad dag

Den 13/3. Jeg står ud af sengen. Kan mærke at alt er anderledes. Den sugende, knugende angst er væk. Jeg kan mærke min krop. Er glad og har lyst til noget, bare et eller andet. Jeg tænker, at nu må det nydes. Af erfaring ved jeg, at det svinger op og ned for mig. Men lige nu er det lyst. Eller også er det den nye medicin og lysbehandlingen, der hjælper. Men jeg tør næsten ikke tro det endnu!

Motion

Den 14/3. Jeg er lige kommet hjem fra motionsgymnastik. Det at få kroppen rørt skulle frigive hormoner i hjernen, som har en afslappende virkning. Jeg forsøger at få noget motion. Går to gange om dagen med min dejlige hund Molly. Jeg har det stadigvæk godt i dag. Dog lidt tung i sindet.

Gå til næste kapitel

Indholdet på denne hjemmeside må kun anvendes efter aftale med Bente Petersen.